Hundeforbud – handlekraft eller politisk overspringshandling?
Det er i sommerens løb lykkedes en ukritisk presse at få kørt et trods alt begrænset problem med løse hunde op til en forside-føljeton af Anni Fønsbyske dimensioner. Og landets folkevalgte har med tak grebet lejligheden til at overbyde hinanden med mere eller mindre bizarre løsningsforslag.
Justitsministeren bevarede tilsyneladende hovedet koldt, og nedsatte et udvalg, der dels skulle kortlægge problemets omfang, og dels fremkomme med en mulig løsning.
Nu har Brian Mikkelsen imidlertid selv mistet beherskelsen, har underkendt formålet med sit eget udvalg, og har i stedet dikteret hvilket resultat udvalget skal nå frem til: Det SKAL være et forbud mod flere hunderacer!
Raceforbud – som det allerede gældende mod Tosa og Amerikansk Pit Bull Terrier – bliver ellers, fra mange sider, fremhævet som den mest ineffektive løsning. Flere lande, som før har haft raceforbud, er da også gået væk fra den politik igen, i erkendelse af at resultatet har være utilfredsstillende.
Til gengæld er det en meget konkret, og fremfor alt populistisk løsning. Og populisme er trods alt hvad hele hundedebatten har drejet sig om – en skræmt offentlighed, der i frygt for skødehundes og kælekaniners liv, kræver handling af et folkestyre, der ellers stort set har været lammet af finanskrise og mangel på rettidig omhu. Her er endelig et problem, politikerne kan tage hånd om! Hvor begrænset dets egentlige omfang end er, set i sammenligning med den stigende arbejdsløshed, underskuddet på finansloven og antallet af børn og unge på venteliste til psykiatrisk behandling.
Faktisk er det måske i dette sidste faktum, vi kan finde stedet hvor “hunden ligger begravet”, så at sige. Mange af de hundeejere, der terroriserer deres omgivelser med kamphunde er meget unge, og har ikke kun hunde, men også knive og skydevåben på listen over fritidsinteresser. Tør vore politikere grave i årsagerne til at at så stor en del af en ungdomsgeneration har meldt sig ud af samfundet, og foretrækker at leve på lovens kant, eller helt udenfor dens rækkevidde? Og hvorfor problemet ikke kun er begrænset til “socialgruppe 5″, men sandelig også har sat sit præg på Whiskeybæltets sønner og døtre, som opkalder deres kamphunde efter gangster-rappere, narkotikahandlere og ørebidene boksere?
Der er ansvarsflugt over hele det politiske spektrum. Men mest fra den regering, der gennem næsten et årti systematisk har udsultet den offentlige sektor, med det mål for øje at erklære den død og privatiseringsmoden. Desværre bliver resultatet, at de penge, man tror man har sparet på omsorgen for, og uddannelsen af danskernes afkom, skal bruges ti gange igen på at begrænse skaderne når de søde små bliver til seriøst dysfunktionelle voksne.
Det samme gælder for politiet – den almindelige daglige håndhævelse af en på mange måder udmærket hundelov er druknet i en katastrofal politireform, med det resultat at der intet har været til at dæmme op for ansvarsløse hundeejeres hærgen i gaderne. Hvis Gangsta-Brian engang imellem havde mødt en flink politimand, der stak ham en bøde for ikke at have Pablo i snor, var det måske aldrig kommet dertil hvor Pablo fik frihed til at gå på jagt efter andre folks hunde. Det er netop den slags, der kaldes rettidig omhu. Men den er sparet væk. I stedet får vi en lappeløsning af en kollektiv straf, så det hundeløse Danmark, som jo trods alt udgør den overvældende majoritet af vælgerne, kan føle at der er “taget hånd om tingene”. Og til næste valg kan de partier, der stemte for, rose sig selv for deres handlekraft.
Imellemtiden har Gangsta-Brian sikkert fundet sig en anden måde at stive selvtilliden af på, og vise sin foragt for det bestående samfund. Lad os håbe at Justits-Brian er klar med et nyt lovindgreb…
