Små Tanker

I den seneste tid har Dansk Folkeparti markedsført sig i stor stil som “dyrenes stemme”. Nogle af vi mere naive troede måske det handlede om et nærmest pinagtigt forudsigeligt modtræk til udbryderen Christian H. Hansens nye parti med kraftig Fokus på dyrevelfærd, men nej, sådan er det slet ikke!

Det, der sker for DF i øjeblikket, er intet mindre end en revolution. Efter års påtaget stuerenhed har partiet nu endelig sluppet den indre svinehund løs. Den boltrede sig forleden lystigt i Ekstra Bladets spalter i skikkelse af DFs psykiatriordfører (undskyld, jeg kunne ikke dy mig for at nævne det…) Liselott Blixt, der stod frem med en åbenhjertig acccept af hjemmelikvideringer af uønskede kamphunde – når nu dyrlægerne ikke vil.

Efterfølgende har Liselott Blixt, overfor oprørte dyrevenner, trukket i land med en påstand om at udtalelsen var “hypotetisk”. Men allerede dagen efter var hun på banen igen, med en skarp, men aldeles forfejlet kritik af dyrlægerne. Havde den gode ordfører læst lidt på lektion, kunne begge fadæser være undgået, men sådan gør man ikke i DF – partiet der som bekendt er bannerfører for begrebet “nemlighed” – at sandheden er hvad man selv synes den er, uden smålig hensyntagen til facts – nemlig!

Så når DF nu står frem som “dyrenes stemme” skal det tages ganske bogstaveligt. Partiet giver ganske vist ikke stemmer til “muskelhunde”, men svinehunde og dompapper kan altid få taletid i DF.

I dag, d. 1. juli 2010, er dagen hvor omvendt bevisbyrde for første gang bliver en del af dansk retspraksis.
Hermed forringes den generelle retssikkerhed i væsentlig grad, men det sker under bemærkelsesværdig mangel på bevågenhed i medierne og befolkningen generelt. Flertallet aner næppe overhovedet at det sker, og af de der ved det, er de fleste ligeglade.
Således kan man vel ane sandheden i det klassiske citat af Joseph Marie de Maistre om at et folk har den regering, det fortjener – og altså også den lovgivning det fortjener.

Den regering, vi har gjort os fortjent til, har det tilsyneladende som en del af sit projekt at underminere retssikkerheden. Først med den stadig omdiskuterede “lømmelpakke”, derefter med den bizarre knivlov, og nu med en meningsløs hundelov, der omhyggeligt er således skruet sammen at den stort set kun kan ramme uskyldige.
Sammenhold dette med den famøse “politireform”, der effektivt har gjort politiet så ineffektivt, at der stort set kun er ressourcer til at håndhæve netop den slags trykknap-lovgivning, som regeringen er eksperter i at formulere: Hvis A er sand, er du skyldig – uanset omstændighederne.
Indtil videre er denne form for lovgivning snedigt indført på områder hvor den kun vil ramme et mindretal, og så kan vi andre jo være ligeglade, mener regeringen. Det skrækkelige er, at det er vi også…

Bemærkningen faldt på et online debatforum. Nærmere bestemt gik den på Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Marlene Harpsøe, der efter et par dages negativ medieomtale pludselig begyndte at kritisere den hundelov, hun selv havde fået vedtaget, sammen med regeringspartierne og en velvillig løsgænger.

Lige som man ikke troede farcen kunne fortsætte…

Lad os se – det startede vist med Ekstra Bladet, eller var det BT. Historierne om blodige angreb, begået af såkaldte “kamphunde”, trak læserne til som fluer på gødning – en ikke helt tilfældigt valgt metafor…
Det egentlige handlingsforløb var ikke altid korrekt gengivet, overfaldshundens race var oftere forkert refereret end korrekt. Til gengæld var billedsiden stærk – gerne nærbilleder af små sagesløse hunde, der lå døde i en blodpøl, eller med gabende sår. Hvis offeret ikke lige var tilgængeligt, eller måske ikke slemt nok tilredt til at gøre det ønskede indtryk, var der masser af arkivbilleder af frådende hunde af diverse racer og blandinger, der ikke nødvendigvis behøvede at være de samme, som artiklerne handlede om. Ligemeget, det virkede – læserne blev vidskræmte!
Andre medier tog efterhånden historierne op, uden større nøjagtighed i skildringen af handlingsforløb og hunderace. Nogle hundeejere tog anstød – dels over at deres race blev sat i forbindelse med overfald begået af helt andre racer, og dels over betegnelsen “kamphund”, som de ikke mente passede på deres lille vovse. Et lyst hoved opfandt ordet “muskelhund”, der til en vis grad tilfredsstillede de fornærmede. Snart blev det brugt synonymt med “kamphund, og så var man lige vidt.

Debatten bølgede og dønningerne nåede helt op på Christiansborg, hvor politikerne spidsede ører og vejrede stemmer. For regeringen især kom hundedebatten belejligt, idet der var andre emner, man ikke ønskede offentlighedens opmærksomhed på.
Venstre afprøvede folkestemningen med et uformelt forslag om aflivning af alle hunde uden stambog, men den var trods alt for svær at sluge for de fleste. Man nedsatte derfor et ekspertudvalg efter regeringens sædvanlige opskrift: At spørge eksperterne til råds efter først at have dikteret dem hvilket svar man ønskede. Lovforslaget var sandsynligvis skrevet færdigt før udvalget havde afholdt det første møde.

Under behandlingen af lovforslag L163 var medierne bemærkelsesværdigt tavse, til trods for at loven, skulle den blive vedtaget i sin fulde ordlyd, både ville indebære omvendt bevisbyrde og virkning med tilbagevirkende kraft, to ret så usædvanlige begreber i dansk lovgivning.
Det blev ikke nævnt – man kan kun håbe af ren naiv tiltro til at noget sådant ikke ville kunne passere i det danske Folketing.
Det kunne det godt…

Det blev en dyreværnsorganisation, der som den første gjorde opmærksom på, at loven ville indebære at alle internathunde af ukendt herkomst skulle aflives, med samt alle hvalpe af de 13 forbudte racer født efter d. 17. marts – mere end tre måneder før lovens ikrafttræden.
Pludselig bugnede avisernes spalter af billeder af søde små dødsdømte hvalpe. Hvor var mon de billeder før der blev stemt om lovforslaget?
Ca. en uge efter hundelovens vedtagelse gik de kolde facts tilsyneladende også op for DFs Marlene Harpsøe. Det var i den forbindelse bemærkningen faldt – at ordføreren da måtte være dum som bølgepap, hvis hun ikke havde regnet det ud før hun stemte ja til loven.

Men Marlene Harpsøe er ikke dum. Hun er ordfører for Dansk Folkeparti, og som sådan ekspert i spin, populisme og kunsten at vride stemmer ud af enhver situation, hvor absurd den end måtte være. Resultatet af denne tilsyneladende kovending bliver nu at DF ikke alene kommer til at stå stærkt hos sine kernevælgere, den skræmte småborgerlighed, for sin vilje til at fjerne frådende vilddyr fra gadebilledet, men også scorer ekstrapoints for at ville beskytte stakkels små søde bløde uskyldige dyr, som enhver ved at DFs vælgerskares hjerter banker for i langt højere grad end for sultne børn og torturerede flygtninge.
Kort sagt, en win-win situation!

Nej, de er ikke dumme hos DF – i hvert fald ikke allesammen. Bølgepap-prisen går i dette tilfælde til pressen, der har ladet sig trække godt og grundigt rundt i manegen af en formidabel omgang politisk spin. Og som altid til vælgerne, for hvem det måske ad åre dæmrer at man har fået en lov, der er ca. lige så effektiv som vådt bølgepap. Og til den tid har DF stensikkert fundet nogle andre at skyde skylden på.

Det var vist en rapper fra Californien, der først fandt på idéen… Han optrådte i en musikvideo på en sort cykel, der var skrællet for alt ekstraudstyr. I videoen så man ham cykle på fortovet så almindelige fodgængere måtte springe for livet. Rapperens fans syntes det var SEEEEEJT!!!

 
Efterhånden dannede der sig en hel subkultur om de sorte cykler. Man så dem i flere musikvideoer, og flere og flere dukkede op på gaderne, især i de kvarterer hvor ingen længere tog hånd om de unge, hvor der ikke var arbejde at få og hvor politiet ikke turde komme.
De mest fanatiske tilhængere fik tatoveret sorte cykler på ryggen, og bander brugte cyklerne til at bekrige hinanden med. De skrællede gummiet af håndtag og pedaler, og filede metallet skarpt, så de kunne lave lange ridser i bilernes lak når de kørte forbi – eller det der var værre.

 
Folk begyndte at blive bange for de sorte cykler. Så man en på gaden, gik man straks til side, eller gemte sig i en opgang. De unge på de sorte cykler følte sig stærke og respekterede. De nød at skabe angst omkring sig. Nogle angreb andre cyklister og skar dækkene op på almindelige cykler, som de foragtede.
Rapperen, der som den første havde haft en sort cykel i sin musikvideo, var blevet en stor stjerne, og man så nu flere og flere kendisser med sorte cykler. Det var ikke længere et undergrundsfænomen – alle ville have en!

 
Også i Danmark blev de sorte cykler kult. Unge, som aldrig havde cyklet før, og som dårligt kunne se forskel på en frempind og en forgaffel, gjorde vejene usikre på deres nye sorte cykler. Nogle gange blev deres slingrende usikre kørsel skyld i uheld. “Sådan har den altså aldrig gjort før!”, lød deres undskyldning, når cyklen pludselig slog et sving ud på vejen, fordi de havde mistet herredømmet over den.

 
Nu begyndte formiddagsbladene at skrive om de mange uheld med sorte cykler. Ulykkelige ofre berettede i bloddryppende detaljer om brutale overfald begået af cyklister, og aviserne havde næsten altid en fotograf på stedet til at forevige læsioner, opskårne dæk og ridset lak. Lykkedes det ikke at få et billede af offer eller gerningsmand, havde man bunkevis af arkivbilleder af cykler, men var ikke altid heldig med at få det korrekte sat på. Cykelfabrikker, cykelhandlere, cykelklubber og ganske almindelige cyklister oplevede at blive mistænkeliggjort fordi et billede af en af deres sagesløse cykler havde ledsaget en dramatisk forsidehistorie om endnu et cykel-overfald, og befolkningen blev mere og mere opskræmt, og så efterhånden sorte cykler overalt.

 
I Vojens meldte en forarget beboer at to personer på sorte cykler var brudt gennem hans hegn, og havde lavet hjulspin på græsplænen. Aviserne var igen på pletten! Senere viste det sig dog at den ene cykel havde været en mørkeblå racercykel og den anden slet ikke var en cykel, men en knallert. I Ringsted ringede to opskræmte ganske almindelige cyklister til politiet og fortalte at de var blevet forfulgt af en aggressiv person på en sort cykel. De kunne fortælle at cyklen var forsvundet ind ad en indkørsel på en nærmere angiven adresse, men da politiet mødte op på adressen fandt de kun en lettere forvirret social- og sundhedshjælper, der havde været cyklende på arbejde på en mørkegrøn damecykel af ældre model.
Mediernes bagatelgrænse rykkede sig gradvist nedad, og forsvandt snart helt. Det trak store overskrifter da en sort cykel væltede udenfor en bagerbutik i Holstebro og skræmte en kun 7-årig pige.

 
Folket var i oprør – denne gang var det gået ud over et barn! Man krævede politisk handling, og da meningsmålinger viste at der var folkeligt flertal for et totalforbud mod sorte cykler, gik regeringen i aktion. Der blev nedsat et cykeludvalg, som skulle komme med forslag til løsning af det uacceptable problem med de sorte cykler. I udvalget sad bl.a. danske cykelproducenter, som mente at det hele skyldtes udenlandske cykelmærker af tvivlsom kvalitet, og anbefalede at man kun købte danskproducerede cykler.
Medens udvalget arbejdede tog folket sagen i egen hånd. Boligselskaber forbød deres lejere at eje en række navngivne cykelmærker eller endog få besøg af personer med de pågældende cykler. Og i det lille lovlydige land, hvor man ellers rynkede på næsen af selvtægt, blev en kvinde til folkehelt, da hun reducerede sin usympatiske nabos sorte cykel til skrot v.hj.a en spade og en køkkenkniv.

 
Cyklister landet over blev efterhånden godt paranoide. I Odense blev en ældre herre truet af naboerne. Han havde kørt på samme sorte cykel i 30 år. Denne og lignende episoder fik Gul&Gratis og DBA til at bugne med sorte cykler, som folk var desperate efter at komme af med. Dog ikke så desperate at de ikke lige skulle prøve at tjene lidt penge på dem.
Til sidst blev det dog ganske umuligt at sælge en sort cykel. De blev foræret væk, eller simpelthen kørt på lossepladsen i bunkevis.

 
Regeringen var i mellemtiden kommet i en slem kattepine. Et par ministerskandaler, stigende arbejdsløshed, sociale problemer og kaos i sundhedssektoren havde fået regeringspartierne til at falde i meningsmålingerne. Der måtte gøres noget…
Den cykel-ansvarlige minister skyndede på sit cykeludvalg, og beordrede samtidig at udvalget fremkom med et løsningsforslag, der indeholdt forbud mod en eller flere typer, farver eller mærker af cykler. Partiernes ordførere begyndte at tale dunder mod cykler. En cykelsmed fra et af regeringspartierne foreslog endda at samtlige sorte cykler skulle destrueres.

 
Cykeldebatten kom hurtigt til at fylde så meget i medierne at oppositionen gik med på legen. Man forsøgte at overgå hinanden med de mest restriktive forslag til en kommende cykellovgivning.
Det blev dog regeringspartierne der scorede det sidste stik, med et lovforslag der indeholdt forbud mod en række cykelmærker, efter en anbefaling fra cykeludvalget, der endelig var blevet færdig med sit bestillingsarbejde.
Et flertal i udvalget anførte godt nok at forbud ikke var den mest effektive eller hensigtsmæssige løsning, men dette overså ministeren ganske enkelt, og formulerede et lovforslag udfra mindretallets anvisning.

 
Cyklister over det ganske land ventede i åndeløs spænding på afgørelsens time, medens de skændtes ihærdigt med hinanden.
Nogle sørgede over at netop deres cykel ville blive forbudt, på trods af at de altid havde opført sig ansvarligt med den, og aldrig havde forårsaget ulykker. Andre glædede sig til det kommende forbud mod sorte cykler, fordi de mente, at de så ville kunne køre i fred på deres egne lyserøde cykler.

 
Nogle påpegede at det vel egentlig strengt taget slet ikke var et problem, der havde noget med cykler at gøre, men med den måde mennesker brugte dem på, og mente at hvis de unge ballademagere, der terroriserede andre med deres fremfærd, ikke længere måtte køre på sorte cykler, så valgte de vel bare en anden slags cykel. Og var problemet ikke også, at der var alt for mange socialt utilpassede unge, som ikke havde nogen grund til at føle samhørighed med resten af samfundet?
Men den slags kedelige argumenter druknede selvfølgelig i det almindelige skænderi, hvor alle tænkte på sig selv først, eller kun havde deres viden fra de kulørte blades sensationsprægede artikler.

 
På Christiansborg var det for længst gået op for politikerne fra den ene ende af salen til den anden, at der var flere stemmer i cykler end i ældrepleje, arbejdspladser og social ansvarlighed. Der stod et flertal klar til at stemme for regeringens lov.

Og sådan kunne det være gået til at sensationspressen og almindeligt massehysteri kom til at diktere landets lovgivning. Så det er sandelig godt, det ikke var en sand historie! Tænk hvis nu det havde været rigtigt, og måske havde handlet om levende væsner i stedet for bare cykler…

Den sociale ulighed i Danmark er støt voksende, og har været det siden den nuværende regering kom til. Især i de sidste fem år har regeringens ulighedspolitik for alvor “båret frugt”. Ifølge en undersøgelse som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for Kristeligt Dagblad lever godt 11.000 danske børn nu i varig fattigdom. Det er disse børn der i første omgang betaler prisen for den liberale strategi: At skabe en skræmt middelklasse, der vil arbejde hårdere for færre penge, for at undgå at havne i fattigdomsfælden.

Men vi kommer alle til at betale. For børn der vokser op som socialt udstødte vil senere i livet få misbrugsproblemer, blive syge, blive kriminelle og generelt vise alle former for asocial adfærd, og den slags voksne er rigtig dyre for samfundet.
Det håber regeringen selvfølgelig at modvirke ved næste trin i det liberale atommissil, der skal bombe velfærdssamfundet sønder og sammen. Det er allerede begyndt – der er nu i praksis skabt et A- og et B-hold i forhold til sundhedssystemet. Har du privat sygeforsikring gennem dit job, står du altid forrest i køen, og kan vælge de statsligt forgyldte privathospitaler fremfor de udsultede offentlige sygehuse. Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, langtidssyge osv. bliver langsomt men sikkert kørt ud på et sidespor, der sandsynligvis vil ende et sted i nærheden af før-Obama USA: Kan du ikke selv betale, er det bare ærgerligt. Hvil i fred!

Vi danskere har taget vel imod den liberale plan. Der falder nemlig altid lidt godter af til middelklassen undervejs, således også nu efter Nytår, i form af endnu en socialt skæv skattereform. Ved at droppe den slags godbidder med jævne mellemrum har regeringen formået at fastholde et snævert flertal af tegnebogsstemmer. Man er jo sig selv nærmest…

Hvad der virkeligt kan undre er, at det princip åbenbart også gælder for kristne danskere – de få der er tilbage. Hvad blev der af “Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså” (Lukas 3:10)?
Det eneste erklærede kristne politiske parti vi har, har taget det borgerlige standpunkt. Det er mig ikke muligt at forstå hvorfor, ligesom jeg også undres når jeg f.eks. møder en præst, der er medlem af partiet Venstre. Hvordan kan man det ene øjeblik prædike Jesu ord, og det næste hjælpe Lars Løkke med at skabe flere fattige?

Med mindre selvfølgelig det er med det højere formål, at hjælpe flere til den evige frelse. For som bekendt er det jo lettere for en kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige (Matt 19:24). Disse næstekærlige kristne må derfor arbejde utrætteligt for at flere af os kan blive fattige og dermed frelst…
Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig andre grunde for et kristent menneske til at tage ophold på højrefløjen. Men belær mig gerne!

Året er 3.000.000.000 f.Kr. og der er opstået en akut krise på planeten Jorden: Atmosfæren er blevet forurenet med det giftige stof “oxygen”. Bakterier i millionvis bukker under for forureningen, og hele arter uddør efterhånden som iltindholdet i atmosfæren stiger. Andre må tilpasse sig og søge tilflugt dybt under jorden eller i havene hvor undervandsvulkaner udspyr livgivende nitrogen og kuldioxid.
Skurken er en aggressiv ny art, kaldet cyanobakterier. De spreder sig hæmningsløst i hav og på land, takket være deres evne til at omdanne luftens nitrogen til energi. Men deres affaldsprodukt, ilt, forpester miljøet for alle andre – katastrofen er verdensomspændende…

Det er således ikke første gang en livsform påvirker planetens atmosfære. Intet nyt under solen…
Den nuværende miljøsynder er også en art, der formerer sig aggressivt, efterlader store ar på jordens overflade og fylder atmosfæren med luftarter, der paradoksalt nok ikke kun er giftige for andre livsformer, men også for den selv.
Det påstås dog at denne art, mennesket, er i besiddelse af en overlegen intelligens og tilmed mestrer begreber som “moral” og “ansvarlighed”, hvilket giver arten et hidtil uset spektrum af handlefrihed. Til forskel fra cyanobakterier, kan mennesket aktivt vælge at handle på en sådan måde, at miljøet ikke overbelastes. Men vil mennesket det?

Spørger man mennesket selv, anser det sig for at være en art, der har en slags særstatus i naturen, højt hævet over andre dyr. Mennesket bruger gerne tid på at opregne de punkter, hvor det føler, det adskiller sig positivt fra de såkaldt umælende dyr.
Sandt nok, arten har en enestående kompleks kommunikationsevne, og bruger den gerne på at rose sig selv. Men artens ambition og videbegærlighed fører jævnligt til nye opdagelser, hvoraf nogle ikke helt svarer til dens selvopfattelse. F.eks. viser mange forskningsresultater at forskellene mellem mennesket og andre dyr måske slet ikke er så store, som mennesket selv tror. Ikke alene har det vist sig at flere arter tilsyneladende besidder evner og følelser, som mennesket ellers har ment tilhørte det selv alene, men måske endnu mere vigtigt: Mennesket selv er ikke nær så højt hævet over at handle i overensstemmelse med naturens love, som det selv ønsker at tro. Ligesom ethvert andet dyr handler det først og fremmest for at sikre sin egen overlevelse på kort sigt, og giver nødigt afkald på de ressourcer, det én gang har bemægtiget sig. Altruistiske tendenser findes, men som regel kun hvor overskuddet er så stort, at ingen for alvor må give afkald på noget for at hjælpe andre.

Når mennesket nu har erkendt sin egen indflydelse på planetens miljø, og tilmed viser vilje til i det mindste at overveje en mulig løsning af problemet, er der således heller ikke grund til at tro, at en sådan løsning vil indebære at nogen melder sig frivilligt til at give afkald på deres afhængighed af forurenende teknologi – sålænge der ikke er andet at sætte i dens sted, som vil sikre artens fortsatte eksistens på det niveau af behagelighed, den nu har opnået. En løsning skal derfor findes v.hj.a. støtte til og udvikling af alternative teknologier, som kan det samme, men med mindre forurening til følge. Og man kan være ganske sikker på, at lande som lover en væsentlig nedsætning af deres CO2-udslip, allerede har sådanne teknologier i baghånden. De, som ingen alternativer har, vil fortsat hævde deres ret til at forurene, om så den sidste isflage smelter under poterne på den sidste isbjørn. Jungleloven er ikke sat ud af kraft, selv ikke ved et klimatopmøde…

Som ganske almindelig troende undrer det mig i stigende grad, at videnskab og religion har så store problemer med at forliges. Det skyldes måske ballast fra mit ufuldendte filosofistudium, hvor en af de ting jeg husker som værende mest nyttig for mig i mit senere liv, var følgende udtalelse fra en meget beundret lektor, Jørgen Hass: “Man kan ikke blive ved med at stille spørgsmål om livet, uden på et eller andet tidspunkt at støde på Gud”

Hvad den gode lektor egentlig mente med den udtalelse, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg var, sandt at sige, ikke nogen ret god filosof, og afbrød da også studiet inden specialet. Når jeg ser tilbage, så var det, studiet gjorde ved mig, at forvandle mig fra ateist til troende. Og på den måde har lektorens visdomsord sin egen betydning for mig personligt. Det var nemlig sådan set det, der skete – jeg stillede spørgsmål og stødte på Gud. Efter det, må jeg indrømme, mistede jeg lidt interessen for studiet… Beklager at jeg brugte skatteydernes penge på min personlige vækkelse, men hvis det kan være nogen til trøst, betaler jeg stadig af på studiegælden her 20 år efter. Når jeg engang er færdig med det, har jeg sikkert betalt lektorens løn også – staten tager godt med renter…

Men pointen er at jeg aldrig har set en modstrid mellem videnskab og tro. Jeg kan forstå at man har et problem, hvis man insisterer på at forstå Det Gamle Testamente ordret. Men det er vist efterhånden alment accepteret, også i kirkelige kredse, at det gerne må fortolkes.

Men lige så lidt som jeg forstår, at nogle troende kan anse videnskaben for at være en trussel mod deres tro, lige så lidt forstår jeg at nogle videnskabsfolk kan tro at deres opdagelser på nogen måde devaluerer troen på Gud…
OK, I har bevist at verden ikke blev skabt på seks dage for ca. 6000 år siden. Dermed har I bevist at Det Gamle Testamente ikke er faktuelt korrekt – tillykke med det. Men Biblen er en bog om Gud – Biblen ER ikke Gud. Den er en bog skrevet af mennesker – ikke alene det, den er en antologi af tekster udvalgt af redaktører som af flere grunde, bl.a. realpolitiske, fravalgte visse tekster og tilvalgte andre.

Religion er heller ikke Gud. Religioner er til for menneskers skyld, for at forsyne os med en begrebsverden vi kan forstå, og et sæt ritualer der kan give os en følelse af at nærme os Gud. Selv om man angriber religionen, modbeviser dens myter og latterliggør dens ritualer, skader man aldrig Gud, for Han er uafhængig af menneskers forestillinger om Ham.
Ligeledes rokker man heller ikke ved troen hos de, der tror i ordets bedste betydning – uden at kræve bevis

Selv har jeg haft mine største “religiøse” oplevelser i naturen, og jeg må med skam melde at jeg stadig får mere ud af at se Animal Planet end at gå i kirke… Skaberværkets kompleksitet og storhed er for mig en mere spirituel oplevelse end en bøn eller et stykke orgelmusik. Når jeg ser hvordan hver enkelt lille organisme passer perfekt ind i sin lille niche, som igen er en del af en større mønster – osv. osv. helt derud hvor det bliver så stort at vi ikke længere fatter det, så føler jeg for alvor at der må være en helhed, som er større end summen af delene: En skaber der eksploderer i frydefuld skabelse, ét med sit skaberværk, ét med mig, dig, regnormen og den tiarmede blæksprutte.
Religionen og videnskaben har det privilegium at få lov til at beskrive skaberværket fra hver sit perspektiv. Men stadig er ordet blot en svag afglans af den sandhed, det forsøger at formidle. Der mangler måske, fra begge sider, ydmyghed nok til at indse dette…

Kompromisløsninger som “intelligent design” er kun eksempler på tankegangen hos kristne der ikke kan løsrive sig fra den gammeltestamentelige forestilling om en Skaber, der læner sig tilbage og smækker benene op efter veludført arbejde. Den har også sit udspring i den traditionelle menneskelige forestilling om sig selv som skabningens herre, skabt i Guds billede. Af en eller anden grund tror vi altid at at alting slutter med os – at evolution er noget der skete i fortiden, men er slut nu, fordi det perfekte er nået: Os.

Men måske er skabelsen noget der sker lige nu? Hvis Gud, som Anselm mente, er det end hvilket intet større kan tænkes, ville det så være en større og mere værdig bedrift for denne perfekte Gud at skabe et statisk univers, godt nok uhyre komplekst og vidunderligt, men forudsigeligt og endeligt. Eller ville det mere være hans stil at skabe et fantastisk, levende, selvfornyende system – et univers i konstant udvikling, et univers hvor livet er tilpasningsdygtigt og altid finder en udvej, og hvor Skaberen selv er tilstede i hver detalje?

Jesus sagde: Jeg er det lys, som er over dem alle. Det er mig, som er det hele. Fra mig opstod det hele, og til mig er alt kommet. Kløv et stykke træ, og jeg er der. Løft en sten, og I vil finde mig der. (Thomas Evangeliet, 77)

Af skabelse er jeg begyndelsen, midten samt slutningen (Bhagavad Gita X,32)

Jeg er det eksisterende og det ikke-eksisterende
Det der bliver til intet og det som forbliver
Jeg er det som føles og det som tænkes
Jeg er det frie og det bundne
Jeg er den som er fuld, og han som skænker
Jeg er rigdommen og fattigdommen
Jeg er mit skaberværk og skaberen
(Jili, sufi mester)

En undersøgelse der blev offentliggjort tidligere på året viser at et flertal af danskerne nu mener, at både offentlige myndigheder og arbejdsgivere har lov til at påtale eller ligefrem diskriminere imod overvægt.
Vi, der i bogstaveligste forstand bærer rundt på fedmebyrden, oplever også i hverdagen at tolerancefeltet er indsnævret – helt i tidens nypuritanske helse-ånd – og at grænserne for hvordan man kan tillade sig at opføre sig overfor andre mennesker har rykket sig.

Men i det mindste er vi ikke alene. I Folketinget sidder politikere, der ligefrem ønsker at lovgive om hvilket tøj man må have på. Det er blevet legalt, ikke alene at have en holdning til andre menneskers fremtoning, men også at diktere regler om samme.
Det vidner om at danskerne måske i virkeligheden ikke har det så godt i liberalisme- og materialisme-Danmark. For mennesker, der har det godt med sig selv, og har personligt overskud, spilder ikke tiden med at ærgres over andres udseende.
Det gør derimod dem, der selv finder det svært at leve op til tidens krav og idealer. Den tid, der forlanger at vi skal være produktive på fuldtid, og endda kunne lide det. Vi skal udstråle overskud, både materielt og personligt. Gøre karriere med den ene hånd medens vi bager fedtfattige fiberboller til børnene med den anden, og samtidig motionerer os til en sexet drømmekrop.

Kan man ikke det, er man en taber, og ingen kan lide en taber. Derfor må taberen for guds skyld ikke være én selv. Så hellere slå ned på dem, der passer endnu dårligere ind i det nyreviderede normalitetsfelt end man selv gør, og voila! I sammenligningen kommer man pludselig selv til at se meget bedre ud.

Siden tidernes morgen har mennesker forsøgt at forlige sig med den tanke at en dag er det slut  – JEG ophører med at eksistere, JEG skal dø, og alt hvad der er MIG forsvinder, forrådner og forglemmes.
Ærligt talt en styg tanke – navnlig hvis man er centrum i sit eget univers, for så er det jo ALTING, der ophører.

Måske for at forjage netop den meningsløshed – at der kun er dette JEG i denne korte tid, har vi udtænkt mere eller mindre komplekse systemer, der skal give os noget at tro på og dæmpe vores frygt. Vi kalder dem “religioner”, og ikke alene fungerer de som sutteklud for millioner – andre millioner er blevet nedslagtet på grund af disse tankekonstruktioner, hele riger er blevet bygget på deres luftige fundamenter og de har den dag i dag en afgørende rolle at spille i vore liv, hvadenten vi kalder os ateister eller troende – ingen slipper ud af religionens favntag, den er grundlaget for lovgivning, etik og tradition. Og altsammen fordi vi er bange for at dø…

Som om det ikke var nok arbejder videnskabens tunge hjerner utrætteligt på at forlænge livet – måske endda snyde døden og gøre os evige. Vi KAN bare ikke lide den død!
Vores egen, vel at mærke…

Kommer man lidt ud i empatiens afkroge, så har vi et langt mere afslappet forhold til døden. Det er også næsten nødvendigt, når man befinder sig i toppen af fødekæden.

Menneskeliv betragter vi alligevel som lidt hellige, selv om de er “fjenden” og endda selv om de ikke er født endnu – det er trods alt kun et fåtal der går til abortklinikken uden at gøre sig visse tanker.
Til gengæld myrder vi glad og gerne løs af andre arter end den vi selv tilhører. Oftest fordi de er mad, men også hvis de bare irriterer os ved deres tilstedeværelse. Nogle af disse arter har vi samlet under neutrale betegnelser som “produktionsdyr” og “skadedyr”. På den måde ligger det implicit i begreberne, at disse dyr er til for at dø, og at de i øvrigt er mindre værdifulde liv end vi selv er.
For produktionsdyrenes vedkommende interesserer vi os en lille smule for om deres korte liv nu foregår under tålelige forhold, og om deres død er smertefri, men hvis der er tilbudsvarer i køledisken, kan vi godt skubbe den slags hensyn i baggrunden. Skadedyrene liv og død bekymrer vi os ikke om. En rottes langsomme pinefulde død af forgiftning kan ikke bringe sindene i kog.
Og så er der “forsøgsdyr”, som vi nærmest må gøre hvad som helst ved, fordi det tjener et højere formål, nemlig menneskets velbefindende.
En anden gruppe kalder vi “kæledyr”. De er lidt højere oppe på rangstigen, men det ligger stadig i ordet, at de er til for os. Vi bruger dem til et formål, at tilfredsstille nogle følelsesmæssige behov hos os selv.

Men hvad så når vi er færdige med at kæle med dem? Når de udviser ukælen adfærd, eller på andre måder gør sig uønskede, overflødige eller ubelejlige? Det følgende er citater fra kæledyrsejere: “Det er jo ikke synd for dyret at dø” og “Hunden mærker ikke den er død”. Mange når imponerende hurtigt til den konklusion at det åbenbart er bedre for et kæledyr at dø end det er at flytte, skifte ejer, undergå en (dyr) operation eller være alene hjemme den halve dag. En del opdrættere af udstillingsdyr af diverse racer sorterer endda rutinemæssigt blandt nyfødt eller få uger gammelt afkom, og lader hvalpe, killinger mv. med “forkerte” farver aflive. Det er åbenbart en skæbne værre end døden at leve hele sit liv med en plet et forkert sted…
Ja, “aflive” – vi har endda opfundet et politisk korrekt ord for det at tage et liv, der er mindre værdifuldt end vi anser vores eget for at være. På samme måde som vi “afluser”, “afbarker” og “afdrypper” befrier vi dyret for noget overflødigt eller generende – hvor er det pænt af os!

Denne tilsyneladende skødesløse omgang med dyrs liv og død skyldes i nogen grad vores religiøse og kulturelle arv. Det Gamle Testamente hævede med al ønskelig tydelighed mennesket højt over alle andre arter, og denne ophøjede status har vi taget til os og accepterer stadig som tingenes naturlige tilstand den dag i dag, godt hjulpet på vej af gode kristne som f.eks. Rene Descartes, der i 1600-tallet konkluderede at siden dyr, ifølge kristen skik, ikke har en sjæl, er de heller ikke i stand til at føle smerte, angst eller noget andet. Descartes og hans ligesindede udførte talrige operationer på levende dyr uden bedøvelse, og lærte meget om kroppens funktioner, medens de forblev uvidende om at når deres forsøgsdyr skreg, sparkede og vred sig, var det af nøjagtigt samme årsag som et menneske ville skrige, sparke og vride sig under lignende omstændigheder…

Arven fra Descartes lever stadig i bedste velgående. Selv om vi efterhånden har måtte indse at dyr faktisk godt kan føle smerte og angst, så synes vi ligesom ikke helt at det er på samme plan som vores egne tilsvarende følelser, så vi accepterer at udsætte dyr for en vis mængde ubehag, så længe det tjener vore egne interesser.
Vi lytter også opmærksomt til “ny-cartesianske” eksperter som Peter Lund Madsen, der hæmningsløst blander sine egne livsanskuelser ind i sit videnskabelige arbejde, og bl.a kommer med udtalelser som følgende: “Hajen deler sin begrænsede hjernekapacitet med langt de fleste dyr her på jorden. Krybdyr, padder, fisk og fugle; alle har de en hjerne, der i princippet er lige så kedelige som hajens. I forhold til pattedyrene har denne gruppe dyr to begrænsninger. 1) Det er meget begrænset hvad de kan lære. Der er aldrig nogen, der har set en samling dresserede høns i cirkus. Ingen kan lære hønen noget, som nogen vil betale bare 25 øre for at se. Disse dyr er stort set akkurat lige så dumme, når de dør som de var da de blev født. Alt er forprogrammeret, næsten intet kan de lære. 2) Disse dyr ejer ikke evnen til at føle noget som helst. De strukturer der producerer følelser eksisterer ikke i deres hjerner. Man kan dræbe fiskemoders yngel, mens hun kigger på. Hun er ligeglad, hun er ikke i stand til at producere bare en enkelt følelse. Disse hjerner fungerer per automatik. De behøver slet ikke følelser. Disse dyr kan ikke vælge, de er ikke fri, de behøver ikke en vilje.”
http://www.peterlundmadsen.dk/hjernehistorier/04.html
For det første er denne udtalelse spækket med faktuelle forglemmelser. Forskere, som rent faktisk har undersøgt hajer, har fundet ud af at en haj lærer 30 gange hurtigere end en kat. Indrømmet, katte er ikke dyreverdenens vidunderbørn, men de er pattedyr, hvilket ifølge Peter Lund Madsen skulle give dem en særstilling på dyrenes intelligens-skala. Høns, de angiveligt dumme dyr, er så lette at træne, at de bruges som forsøgsdyr til uddannelse af hunde-, delfin- og andre dyretrænere. Måske er grunden til at ingen vil betale for at se høns i cirkus ikke mangel på intelligens hos hønsene, men hos tilskuerne…
Hos fisk, der angiveligt er følelseskolde, findes talrige eksempler på pardannelse for livet, yngelpleje, og forældre der kæmper til døden for at forsvare deres afkom. Den ikke videnskabeligt funderede antagelse, at fisk mangler følelser, som Lund Madsen og mange andre er tilhængere af, har rødder direkte tilbage til Descartes, som mente at hjertet var sæde for menneskets følelsesliv, og at det var variationer i kropsvarmen, der muliggjorde de forskellige følelser. Fisk, med deres kolde blod, må altså være uden følelsesliv.

Sandheden er, at vi ved det ikke… Sandt nok, hverken fisk eller fugle har en hjernebark som mennesket. Men hvad der nøjagtigt findes i den foragtede “krybdyrhjerne”, det har vi – inklusive Peter Lund Madsen  – endnu ikke viden nok om, til at komme med så kategoriske udtalelser som ovenstående citat.
Men så længe det sker – så længe eksperter som Peter Lund Madsen i videnskabens uangribelige navn slynger om sig med halve sandheder, så vil de blive troet, og vores syn på dyr som mindre værdifulde liv vil forblive uændret.
På den måde er det sandt – det er ikke synd for et dumt følelseskoldt dyr at dø – det vil jo knap nok mærke forskel. Med mindre vi tager fejl…

Da den navnkundige amerikanske humorist og sangskriver Tom Lehrer i sin tid trak sig tilbage fra scenen, gav han som begrundelse at verdenssituationen simpelthen var blevet for alvorlig til at være sjov. Det var under den kolde krig, hvor klokken hele tiden var 5 minutter i ragnarok, og jokes om atomkrig var ved at blive lidt for realistiske.

Lidt sådan har jeg i den seneste tid haft det med min blog…
Ikke at denne blog nogensinde har været et latterorgie, men siden jeg var her sidst har politiet ryddet en kirke for desperate flygtninge, medens de til gengæld ikke havde tid til at redde en lille pige fra en pædofil i en svømmehal. Gud ved hvor mange mennesker er blev skudt ned på åben gade, og en masse EkstraBladslæsere synes at en kvinde på Lolland bør have en medalje for brutalt at have lemlæstet og slagtet sin nabos Amerikanske Bulldog v.hj.a. en rive, en hammer og en kniv.

Det er ligesom bare for meget for en lille ubetydelig blogger. Jeg mindes nogle af min ungdoms helte, bandet Devo, der foruden at levere ørehængere i den dengang revolutionerende synth-pop genre, også havde deres helt egen filosofi: De-evolution – den tanke at menneskets udvikling er vendt, og at vi langsomt, men sikkert er på vej til det totale kulturelle kollaps, der vil efterlade os som primitive kannibalistiske primater.
Teorien begynder at lyde mere og mere sandsynlig – og som altid er der pionerer, der er forud for deres tid…